Sangaftener 2018-2019

Sangaftener i Galleri Præstegaarden i Frederiks 2018-2019

På grund af det store deltagerantal vil vi bede om vejledende tilmelding, så ingen skal gå forgæves, hvis lokalet er fyldt.
Linket til Vejledende tilmelding finder man under beskrivelsen af de enkelte sangaftener. 

Det er nu 6. sæson med sangaftener i Galleri Præstegaarden. De fantastiske fortællinger fortsætter i sæsonen 2018-2019 med sangaftener den sidste torsdag i måneden, og vi starter i september.

Galleri Præstegaarden er et levende og nutidigt kultursted, hvilket de mange deltagere vidner om. De tre aftener I foråret 2018 var der 72, 84 og 74 deltagere med nogle berigende aftener.

Sæsonen byder igen på forskellige indledere fra lokalområdet. Sangaftenerne i Den Gamle Præstegaard er unikke, da man gennem indledernes fortælling og valg af sange kommer tæt på personen. Den personlige fortælling får os altid til at lytte.

Efter kaffepausen kan man selv foreslå sange, og vi er så heldige, at Jakob Bjerre igen vil spille til sangene. Der lægges op til et bredt repertoire og en uformel hyggelig stemning.

Man medbringer selv brød, kaffe, øl, vin eller vand, hvorfor prisen pr. person kun er 20 kr., der går til vingaver til indledere og pianist. Vin kan købes for 10 kr. pr glas. Alle er velkomne.

Sangaftener kl. 19.30-21.15

 

 

 

 


28/3   Alberte Døssing – Frederiks set gennem unge briller
Alberte er opvokset og bor i Frederiks, går i 2.g på HTX i Viborg, har været på efterskole, spiller klaver og spiller selv til mindst én af sangene, er med i Følgegruppen for Områdefornyelsen, har fritidsjob i Dagli’ Brugsen.
Da vi spurgte Alberte, om hun ville tage en sangaften pga. Birgittes afbud, sagde hun faktisk ja med det samme.

Vejledende tilmelding

28/3    AFBUD – Birgitte Brøgger Dyrberg har set sig nødsaget til at melde afbud, da hun skal være bisidder ved en operation, der ikke kunne flyttes.

 

Galleri Præstegaarden

Afholdte arrangementer

27/9 2018       Jens Rosendal og Rasmus Skov Borring  (se  indbydelse  her)
Da Rasmus Skov Borring i 2011 på sin studierejse i USA komponerede en melodi til en af Jens Rosendals sange var Jens Rosendal 79 år og Rasmus 30 år. Det blev indledningen til inspiration og et samarbejde på tværs af generationerne. Sammen udgav de i 2013 CD’en ’Livets mærke’ med et udvalg af sange, som dels repræsenterer Jens Rosendals forfatterskab gennem tiden – og dels en række af hans nye tekster med musik komponeret af Rasmus. I 2017 fulgte de op med en ny nodebog med materiale fra seks års samarbejde.
Den 23/9 2013 optrådte de her i Galleri Præstegaarden og har siden optrådt på efterskoler, højskoler og mange andre kultursteder over hele Danmark. Derudover har Jens og Rasmus optrådt i USA i Det Danske Kulturcenter i Los Angeles, hvor de var inviteret til at præsentere deres sange. Denne aften vil blive helt unik med to så fantastiske mennesker. Nærværende og indfølende kan være to gode ord for Jens’ tekster og Rasmus’ melodier.
Pris: 130 kr. incl. 1 glas vin eller en øl/vand.
Sted: Kulturhuset i Frederiks (Alhedens Idræts- og Kulturcenter, Trehusevej 7, 7470 Karup J)
Tilmelding: Arrangementet er afholdt med 157 deltagere

Den første aften 27/9 var i år meget speciel. Desværre var det pga. helbredet ikke muligt for Jens Rosendal (86 år) at komme, men Rasmus Skov Borrings dejlige melodier, klaverspil og gode fortælleevner gjorde det til en fantastisk aften, så man næsten troede Jens Rosendal var der. Deltagerantallet var 157, så det var godt, der var tilmelding, og at det foregik i Kulturhuset i Frederiks.

Sangaften 27/9 2018

25/10     Martin Qvist Olesen, Tandlæge og VM i badminton 
En glad og inspirerende aften om smerter i forskellige former – de gode og de dårlige. Vi oplever alle forskellige former for smerter gennem livet. Jeg arbejder med begrebet til daglig, både på arbejde, hvor min fornemste opgave er at afhjælpe og forebygge dem, men også i fritiden fx som en naturlig følge af det at dyrke idræt. Der er mange forhold, der er helt afgørende for at kunne håndtere smerter, og for mig er det specielt begreber som glæde, inspiration og passion. Min passion for badminton vil selvfølgelig også komme i spil.
Vejledende tilmelding

29/11     Gitte Thorsøe, Sognepræst i Frederiks og Stiftspræst for kirkelig undervisning i Viborg Stift
Ethvert menneske har brug for at blive mødt med nysgerrighed, omsorg og empati, ligesom enhver af os kan gøre en verden til forskel for et medmenneske, vi møder på vores vej.
Hvem er jeg, og hvordan bliver jeg den, jeg er? Det gør jeg blandt andet gennem mødet med mennesker, der ser mig, hører mig og tager mig alvorligt. Sådanne møder kan give livsmod og styrke til at turde springe ud på helt dybt vand, der ud hvor man ikke ved, hvordan det hele ender. Gitte vil fortælle om et par af de mennesker, der har været afgørende for hendes liv og de valg, hun har truffet.
Vejledende tilmelding

31/1     Lisbet og Ole Mølgaard, Galleri Præstegaarden
Gennem fortælling, billeder, musik, kunst, sang og poesi at give et broget indblik i nogle episoder af vores liv. Et forsøg på at kaste lys på det liv vi alle har med os selv og hinanden.
Betydningen af en telefonboks. Røde køer og Jenlefest. Nykøbing Falster 1975. Jeanette fra København. Formålet, der førte videre. De gule huse. Farmor og farfar.
Vejledende tilmelding

28/2     Jørn Rasmussen – Et liv blandt mejeribestyrere og dyrlæger
Et liv blandt mejeribestyrere og dyrlæger – hobbylandmand, skovejer og vinhandler. Mejerierne – en kultur der næsten er væk. Historier fra dyrlægebesøg. På godt og ondt at være i et multinationalt selskab. At finde ud af, hvad det “grå guld er værd”.
Vejledende tilmelding